dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Gladsaxe erkender: Datalæk rammer borgere fra 82 kommuner

Datalækket i Gladsaxe spreder sig over i alt mindst 82 kommuner i Danmark og Grønland

GLADSAXE: Problemerne med ulovlig databehandling i Gladsaxe Kommune er mere omfattende, end det hidtil har været fremme. Det erkender kommunen nu over for Politiken.

Datalækket af oplysningerne, der i alt berører knap 20.000 borgere, rammer nemlig ikke kun borgere i Gladsaxe, men spreder sig ifølge Politiken over i alt mindst 82 kommuner i Danmark og Grønland.

Eksempelvis er der 434 berørte borgere fra Københavns Kommune, 81 fra Lyngby-Taarbæk, 74 fra Gentofte, 45 fra Odsherred, 11 fra Esbjerg og 3 personer fra Grønland.

Morten Just, vicedirektør i Gladsaxes social- og sundhedsforvaltning, skriver i et svar til Politiken, at oplysningerne omhandler kontrol af afregning mellem kommuner, og at borgere i andre kommuner end Gladsaxe derfor 'i sagens natur' også er ramt af problemerne.

Lå på en stjålet computer
Tirsdag kom det frem, at Gladsaxe Kommune ved en fejl har gemt personoplysninger på 20.000 borgere i et regneark på en ukrypteret computer, som efterfølgende er blevet stjålet.

Ifølge Politiken er de cirka 18.000 borgere fra Gladsaxe, mens de resterende 1.700 altså er fra andre kommuner.

Siden er kommunen også blevet kritiseret for at have ført dialog med de berørte borgere på Facebook, selvom det ifølge it-eksperter udsætter borgerne for yderligere risici.

Nu viser det sig samtidig, at flere af de lækkede oplysninger ikke kun omhandler den slags data, som typisk omhandler mellemkommunal refusion. 

Ifølge Politiken har Gladsaxe i et orienteringsbrev oplyst til berørte borgere, at personoplysningerne også omfatter medlemskab af folkekirken. Gladsaxe Kommune har ellers tidligere oplyst, at regnearket skulle bruges til en rutinemæssig kontrol af den økonomiske afregning mellem Gladsaxe og andre kommuner.

Da Politiken spørger ind til oplysningerne i orienteringsbrevet, erkender kommunen, at regnearket også indeholder andre typer af data, som ikke er relevant for sagsbehandlingen.

'Langt hovedparten af de inddragede data er relevante for den rutinemæssige kontrol af mellemkommunal refusion. Beklageligvis har vi dog konstateret, at der i et mindre antal tilfælde også er data, fx medlemskab af folkekirken, som ikke har relevans i forhold til den konkrete opgave. Disse data burde ikke have været en del af regnearket i første omgang, blandt andet ud fra princippet om dataminimering. Dette giver anledning til, at princippet om dataminimering endnu en gang indskærpes over for medarbejdere og ledere,' skriver kommunen i et svar til Politiken.

thb

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.